Turisme

En moderne provinshavn

 

Det er et privilegium at være fjordby, specielt når det handler om at markedsføre sig for turister. Sommeren er uløseligt forbundet med havet og fjorden, og havnen er derfor det naturlige samlingspunkt, når "familien Danmark" og turister udefra nyder ferien.


En moderne provinshavn er skiftet fra at være et industriområde til at blive en rekreativt oase, hvor en mangfoldighed af aktiviteter skaber værdi for de besøgende, året rundt.


Holbæk Kommune vil med sit fokus på maritim udvikling forsøge at gøre området interessant på en lang række områder, så der skabes et multifacetteret miljø, som er bæredygtigt også udenfor sommerferien. Udover at være et rart sted at slentre rundt, skal havnen også tilbyde maritime aktiviteter, som giver dig adgang til vandets herligheder.

Vi synes faktisk, vi allerede er godt i gang. Midt på Gl. Havn har det gamle skibsværft rejst sig fra forfald og er nu både uddannelse og café samt kulturhus for en række aktiviteter og foreninger. Derudover huser vi en masse bevaringsværdige træskibe, som alle holder den sejlende kulturarv i live.


For at holde skibene i flot stand, er havnen også hjemsted for en række faciliteter, hvor de maritime erhverv og håndværk stadig kendes og udøves. Vi har blandt andet to beddinger, som årlige tager de mange skibe op og reparerer dem - et levende håndværk, som stadig praktiseres her i Holbæk.


Foto: Majbritt Press, Skvulp

Oplevelser på havnen

Kig forbi

Træskibe

Gl. Havn er hjemsted for en lang række bevaringsværdige, smukke træskibe – vores fælles, sejlende kulturarv. Alle holdes de sejlklare af ejerne og de lokale foreninger, som sætter en ære i at vedligeholde deres skibe. Og da vi stadig har både beddinger og maritime håndværkere på havnen, sker meget af det lokalt.

I sejlsæsonen kan du ofte nyde synet af de gamle skibe, enten i havnen eller på fjorden. Få også et førstehåndsindtryk af de gamle håndværk, når der bliver kalfatret, tjæret og meget mere. Synet af de mange master og duften af tjære får havnen til at emme af nostalgi.

Gl. Havn lægger kaj til blandt andre det gode skib ”Hjalm”, som sejler på fjorden med både skolebørn, virksomheder, turister og egne elever.

Læs mere om træskibe i Holbæk Gl. Havn 

 

Hjalm

To master, et hav af gode historier og den helt rigtige duft af tov og træværk. Galeasen Hjalm er et smukt, gammelt træskib, der hører til i Holbæk. Det gode skib bliver drevet af Produktionsskolen NV Pro og sejler både inden- og udenfjords med turister, virksomheder, skolelever og egne elever.  

Siden galeasen første gang stævnede ud fra Assens i 1901, har det været brugt til stenfiskeri og kabellægning. Under og efter 2. verdenskrig blev skibet også brugt til bjærgning af nødstedte fartøjer. I 1978 købte Holbæk Kommune skibet og byggede det om til lejrskoleskib. 

Hjalm er af Skibsbevaringsfonden betegnet som et af de mest bevaringsværdige træskibe i Danmark. 

Læs mere om Galeasen Hjalm 

Gl. havns beddinger

Holbæk Gl. Havn er med til at holde gang i de traditionelle skibshåndværk. her er blandt andet to aktive beddinger og en tilhørende reparationshal, som løbende benyttes til at servicere de mange skibe i havnen. Her kan I stadig opleve håndværket, lydene og lugtene helt tæt på, når skibene er på land, og der arbejdes med planker, kalfatring og tjære.

Beddingerne drives af en frivillig forening, hvis formål er at bidrage til, at Holbæks gamle havn fortsat udgør et aktivt, attraktivt og rekreativt miljø til brug for og gavn og glæde for byens borgere.

Læs mere om beddingerne

Værftet

Havnen er centreret omkring det gamle skibsværft, som i næsten 70 år var havnens aktive nerve. Mere end 300 skibe blev bygget her.  

I 2007 blev værftet renoveret og er nu et moderne kulturhus – et nyt kraftcenter på havnen. Året rundt er der aktivitet, og der er stadig fokus på det maritime i form at faciliteter til gæstesejlere samt mange frivillige, som holder fast i de maritime håndværk.

Værftet huser en café og maritim naturvejledning, begge drevet af den lokale produktionsskole NVPro Campus - et attraktivt uddannelsesmiljø med direkte tilknytning til det maritime miljø. Endelig lægger Værftet lokaler til Holbæk Klatreklub og har en multisal, som kommunen stiller til rådighed for kulturelle aktiviteter, gerne af maritim karakter.

Læs mere om Værftet

 

Anna Møller

Havnen gemmer på en af juvelerne i Danmarks sejlende kulturarv – og du opleve den helt tæt på. Nationalmuseet arbejder i 2016-20 på en omfattende restaurering af galeasen Anna Møller, og forvandlingen sker under kyndig ledelse af museets egne skibstømrere og bådebyggere. 

Værkstedet holder åbent for publikum alle hverdage mellem klokken 08.30 og 14.30. Lukkeperioder kan dog forekomme, hvis arbejdets karakter kræver det. Det bliver oplyst på Facebook på ”Nationalmuseets fartøjssamling”. 

Værkstedet ligger i den yderste blå hal for enden af Kanalstræde, adgang fra hallens østre ende mod lystbådehavnen.

Læs mere om Galeasen Anna Møller

 

Sejlende til Holbæk

Holbæk Gl. Havn emmer af ægte sejlernostalgi – helt tæt på centrum med gode indkøbsmuligheder. Gl. havn er hjemsted for en lang række bevaringsværdige træskibe og tilknyttede håndværk med ophalerbeddinger, der servicerer sejlerfolket året rundt. 

Er du mere til ro og naturskønne omgivelser, er Holbæk Marina, Hørby Havn eller Orø Havn rigtig gode bud.    

Sejlturen til Holbæk går gennem det smukke Isefjorden og Holbæk fjord, en sejltur med fantastiske naturoplevelser og masser af dybt sejlvand.

Læs mere om mulighederne som sejlende gæst i Holbæk 

Barkegryde

I gammel tid blev barkegryder brugt til at imprægnere sejl, tovværk og andre sejlredskaber. Og i løbet af foråret 2017 bliver det igen muligt på Holbæk Gl. Havn, for et samarbejde mellem frivillige "sø-ulke", erhvervsskolen EUC og Holbæk Kommune betyder, at der nu kan opføres en barkegryde efter gammel stil.

En barkegryde virker ved at man koger en "suppe" af vand og bark. Når sejl og andre materialer bliver lagt i "suppen", bliver de hærdet til mange år i vind og saltvand.

Alle er velkomne til at kigge forbi beddingerne, hvor barkegryden bliver opført, og opleve arbejdet og det gamle håndværk på tætteste hold.          

Læs mere om barkegryden 

 

Arrangementer på havnen

Restaurant SuRi

Restaurant SuRis køkken er baseret på lokale og lækre råvarer i sæson fra egnens mange dedikerede leverandører, og husets integrerede fiskeforretning, tilberedt på Molteni komfuret i det åbne køkken

Dato: 05. okt 2020 - 08. okt 2020

Sted: Restaurant SuRi, Havnevej 5, 4300 Holbæk

Restaurant SuRis køkken er baseret på lokale og lækre råvarer i sæson fra egnens mange dedikerede leverandører, og husets integrerede fiskeforretning, tilberedt på Molteni komfuret i det åbne køkken. Maden serveres i smukke, maritime og afslappende omgivelser, med fantastisk udsigt til store vidder og havnemiljøet - ikke mindst fra den store terrasse på molekanten i havnebassinet, med færgelejet f…

Læs mere om Restaurant SuRi

Flere oplevelser i Holbæk

På gensyn!